tirsdag den 11. september 2007

Min STORE succesoplevelse

En episode fra dengang jeg var i praktik, i en institution for udviklingshæmmede. Jeg var tilknyttet en gruppe, fra alderen til 6-8 år. Min opgave var, at jeg skulle tage mig af en dreng, som var spastiker, og som sad i kørestol. Han havde meget svært ved at tale og forstå andre, og derfor måtte jeg bruge "tegn til tale", for at kommunikere med ham.

En regnfuld morgen da jeg var på vej ud for at hente ham ved bussen, kunne jeg se at der var noget galt. Han havde taget sin jakke over hovedet, og hænderne ind til sig under hans trøje. Han græd meget og var sur, samtidig med at han rystede over hele kroppen. Jeg gik hen til ham og sagde "godmorgen", og spurgte ham hvorfor han var ked af det. Vi gik ind i garderoben, for at få hans tøj af. Der gik længe før han ville snakke til mig, men lige pludselig da jeg var i gang med at hjælpe en anden pige med at få tøjet af, råbte han: "Bange for regn".
Da vi havde haft musik, skulle vi ud på legepladsen og lege. Han kiggede på mig med hans store brune øjne og sagde: "Ikke mere regn"? En pædagog fra stuen gik hen til ham og sagde: "Du bliver bare herinde sammen med Mette, for det regner jo! Jeg spurgte pædagogen, hvorfor han ikke skulle ud ligesom alle de andre børn. Hun fortalte at, fra han var helt lille, har han altid været bange, ja skrækslagen for regn, og derfor havde de altid ladet ham få lov til at være inde.

Jeg syntes at det var en helt forkert måde, at gribe tingene an på. Jeg følte bestemt ikke, at der var nogen af pædagogerne, der havde forsøgt at fortælle ham om ordet REGN. I grunden fandt jeg aldrig ud af, hvad årsagen var til at han var bange, men jeg bestemte at jeg ville gøre et ihærdigt forsøg på at få ham med ud på en positiv måde. Jeg gik hen til ham og satte mig på huk foran ham, og spurgte om han ville prøve noget sjovt. Det var han bestemt med på. Jeg tog ham i hånden, og vi gik hen til udgangen, hvor jeg fortalte ham, at regn ikke var "farlig", men at man ren faktisk kunne blive meget smuk af at være udenfor i regnen. Uden problemer fulgtes vi ad ud i regnen. Jeg kunne se, at det var en stor overvindelse for ham, men han var glad og tryg. Siden den dag, har han i regnvejr stolt råbt: "Nu bliver jeg SMUK".
Denne oplevelse, blev helt klart en sejr for mig.

Ingen kommentarer: