Det bedste skoleminde

Da jeg var lille og min mor gik på arbejde, skulle jeg passes hos en dagplejemor. Dagplejemoren var ikke pædagog og havde heller ikke taget nogle særlige kurser, for at blive dagplejemor. For det skulle man nemlig ikke dengang. Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde lavede nogle kreative ting, og heller ikke at vi nogensinde var på tur. Dagen gik med at være inde på et værelse, hvor der var meget lidt legetøj, mens dagplejemoren gik og gjorde rent, eller læste avis. Vi var faktisk kun sammen med hende, når vi skulle spise frokost.
Da jeg skulle starte i skole kom det som et chok for mig at der var så mange børn. Jeg havde ikke lært at være social og var meget usikker og genert. Min usikkerhed skinnede ud af mig, og jeg blev hurtigt det udvalgte mobbe offer. Det var en skrækkelig tid, hvor der igen ingen voksen omsorg var. Ingen greb ind og bemærkede at jeg havde det svært.
Jeg begyndte at få ondt i maven og kastede op når jeg skulle i skole. Fraværet var mere brændstof til mobberiet Ingen voksen trådte til.
Min første positive oplevelse i sammenhæng med skolen kom fra en usædvanlig kant. Hos tandlægen. Tandlægen var en lille rund dame med venlige øjne, som kunne et eller andet som andre voksne i mit liv ikke kunne. Nemlig give mig følelsen af stolthed og en smule selvvær.
Samtidig med hun borede mig i tænderne, støvsugede og sprøjtede vand med alverdens apperrater, kaldte hun mig sin lille blomst, og hun sagde "Hvor er du dygtig" hele tiden.
Det er et af mine bedste skoleminder.
Skrevet af Karina