Autisten, Pædagogen og militæret

Dette er en fortælling om en oplevelse jeg havde på mit arbejde for nyligt.
Jeg sad klar til at modtage autisten som jeg skulle passe. Hans taxa kommer og han kommer ind på instituationen.
Det første jeg bliver mødt med er udbruddet " det er vil ikke dig der skal passe mig" efterfulgt af " der må da være en anden der kan passe mig". Allerede der var jeg igang med at kigge på klokken og tænke "nu er der kun 5 timer til jeg har fri" og " det bliver en lang dag".
Jeg fortæller ham at jeg gerne vil have at han skal tage hans sko af men får at vide at det kan jeg da godt gøre for ham. Da jeg giver ham afslag på det og fortæller ham at det kan han da selv for han er jo en stor dreng starter balladen. Råb og skrig flyver gennem luften mens jeg får at vide hvor dårlig jeg er til mit arbejde og at han bare ikke kan lide mig.
Imens er en af mine kollegaer igang med at hjælpe et af de andre børn lige ved siden af os. Hun havde haft "min" autist dagen før hvor han havde været umulig hele dagen. Det kommer med et smil på læben fra hende " held og lykke". Jeg svarer tak og vi griner lidt.
Efter en halv times tid holder "min" autist op med at skrige og siger til mig "nu skal vi lege militærlejr". Jeg hopper med på vognen og siger "så er jeg jo sergant og du er menig". Han følger trop på ideen og tager langt om længe sine sko af.
Resten af dagen gik utrolig godt for hver gang der er optræk til surhed eller andet kunne jeg bare kalde ham menig og fortælle hvad vi var igang med. Det var som om han tænkte tilbage på militærideen og forbandt det med noget godt og sjovt som fik det triste til at forsvinde.
Da han var kommet i seng og min arbejdsdag var ved at være forbi var der en af de andre der sagde til mig på vej ud af døren at det var da bare gået helt kanon. På vej hjem gik man med en glad følelse i kroppen fordi både "min" autist og jeg havde haft en super dag. ;-)