Ensomhed og epilepsi

Da jeg var 20 år gammel fik jeg konstateret epilepsi.
Første gang jeg fik et anfald var på HF og der var ingen, som vidste hvad jeg fejlede.
Det var utroligt ubehageligt ikke at vide, hvad der fremkaldte anfaldene og det var først efter 2 undersøgelser, at lægerne fandt ud af, at jeg havde epilepsi.

Jeg var utrolig alene, for der var ingen jeg kunne snakke med om min sygdom. Jeg fik at vide jeg ikke kunne komme ind til politiet, som var min store drøm. Jeg måtte ikke køre bil de første tre måneder, pga. lægerne ikke vidste, om jeg fik et anfald. Jeg isolerede mig fuldstændig og ville ikke rigtig snakke med nogen, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tackle situationen.

Det var først da, jeg fik mine prøver tilbage, at jeg kom til at snakke med en specialist, som fortalte mig, hvad min sygdom egentlig gik ud på og hvad jeg kunne forvente.
Han gav mig en hjemmeside adresse, så jeg kunne gå ind på internettet og snakke med andre unge, som havde epilepsi.
Det var meget interessant og lærerigt, hvor man kunne bruge andres historie og erfaringer med sygdommen.